Kapitalisme

Begrebet kapitalisme betegner en bestemt måde, som økonomien er indrettet på, hvor arbejdskraft handles som en vare på markedet, og produktionsmidlerne er privatejede. Produktion sker udelukkende med henblik på profit.

I en marxistisk historieopfattelse ses kapitalismen som en bestemt fase i historien, der afløste feudalismen. Ved overgangen fra feudalisme til kapitalisme frigøres arbejdskraft på landet, som drager til byerne og der, for overhovedet at overleve, bliver tvunget til at sælge deres arbejdskraft på markedet til kapitalisterne. Kapitalisterne ejer produktionsmidlerne (maskiner, bygninger). Ifølge marxistisk teori vil værdien af produktionen være større end den værdi, der medgår til arbejdskraftens opretholdelse. Forskellen benævnes merværdi og er et udtryk for den udbytning, der finder sted af arbejdskraften. Merværdien kan øges ved at øge arbejdsdagens længde eller ved at ansætte flere arbejdere i produktionen.

Kapitalismen ses af marxister som en overgang til socialismen. I takt med at udbytningen intensiveres, vil kapitalisterne få vanskeligere ved at afsætte deres produkter, fordi arbejderne som jo skal købe produkterne får mindre i løn. Profitten vil falde, og arbejderne vil gøre oprør over de elendige løn- og arbejdsvilkår. Socialismen med fælleseje til produktionsmidlerne vil afløse kapitalismen.

Til at sikre afsætningen af produkterne vil kapitalisterne søge til udlandet. Bl.a. erobringen af kolonier ses af marxister som et forsøg på at få udbredt kapitalismen globalt. Denne fase benævnes imperialisme (1870 1914) og kan ses som en forløber for globaliseringen.

Nationalt er de kapitalistiske samfund ikke brudt sammen! Bl.a. fordi staten kommer til at spille en mere aktiv rolle og modvirker de værste skævheder i kapitalismen. Der sker fx en regulering af arbejdsdagens længde, ligesom staten under pres fra den organiserede arbejderbevægelse gennemfører reformer af uddannelsessystemet, sundhedssystemet, og desuden sikres arbejderne mod sociale begivenheder. Marxister taler om den interventionistiske stat, som dog ikke fjerner den grundlæggende udbytning, der sker af arbejderne; men dog sikrer bedre levevilkår end under den utæmmede laissez-faire kapitalisme. Forbedringen af arbejdernes vilkår sker altså politisk ved reformer, og ikke ved en voldelig revolution, som det ellers blev forudsagt af marxisterne.

Generelt kan der observeres en øget statslig indgriben i økonomien. Dette ikke alene for at forbedre arbejdernes vilkår, men også ved, at staten aktivt påvirker den økonomiske udvikling ved aktiv finanspolitik. Kriserne i økonomien bliver dermed ikke så dybe, som de skulle blive ifølge den marxistiske teori. Globaliseringen betyder, at udbytningen af udviklingslande intensiveres, således at den velstandsstigning, der sker i de udviklede kapitalistiske lande, sker på bekostning af befolkningen i udviklingslandene. Teorien om det ulige bytte eller center-periferi-modellen forsøger at indfange denne udbytning.

Kapitalismen er ikke alene en måde til at beskrive og forklare økonomien. Ifølge marxismen vil økonomien bestemme i sidste instans, dvs. at også de politiske beslutninger vil være underlagt kapitalens krav. Staten vil bl.a. stå som garant for den private ejendomsret til produktionsmidlerne, ligesom fx erhvervspolitikken forsøger at tilgodese erhvervslivets behov.