Begrebet kapitalisme betegner en bestemt måde, økonomien er indrettet på, hvor arbejdskraft handles som en vare på markedet, og produktionsmidlerne er privatejede. Produktion sker udelukkende med henblik på profit.
I en marxistisk historieopfattelse ses kapitalismen som en bestemt fase i historien, der afløste feudalismen. Ved overgangen fra feudalisme til kapitalisme frigøres arbejdskraft på landet, som drager til byerne og der, for overhovedet at overleve, bliver tvunget til at sælge deres arbejdskraft på markedet til kapitalisterne. Kapitalisterne ejer produktionsmidlerne (maskiner, bygninger). Ifølge marxistisk teori vil værdien af produktionen være større end den værdi, der medgår til arbejdskraftens opretholdelse. Forskellen benævnes merværdi og er et udtryk for den udbytning, der finder sted af arbejdskraften. Merværdien kan øges ved at øge arbejdsdagens længde eller ved at ansætte flere arbejdere i produktionen.
Kapitalismen ses af marxister som en overgang til socialismen. I takt med at udbytningen intensiveres, vil kapitalisterne få vanskeligere ved at afsætte deres produkter, fordi arbejderne som jo skal købe produkterne får mindre i løn. Profitten vil falde, og arbejderne vil gøre oprør over de elendige løn- og arbejdsvilkår. Socialismen med fælleseje til produktionsmidlerne vil afløse kapitalismen.