Makroøkonomi

Makroøkonomi er betegnelsen for den del af den økonomiske videnskab, der beskæftiger sig med de store sammenhænge i økonomien. Her fokuseres på udviklingen i størrelser som vækst (BNP), arbejdsløshed, betalingsbalancen, de offentlige finanser, inflation og konjunkturbevægelser.

Udviklingen i de makroøkonomiske størrelser er ikke jævn og stabil, så et vigtigt spørgsmål at få afklaret i makroøkonomiener årsager til svingninger i økonomien, således at politikerne evt. kan gribe ind og sikre stabiliteten. Økonomisk politik hører dermed også med i det makroøkonomiske billede.

De makroøkonomiske størrelser og sammenhængene mellem disse illustreres bedst i det økonomiske kredsløb med fem sektorer (husholdninger, virksomheder, den finansielle sektor, den offentlige sektor og udlandet). Heri fremkommer fire markeder med hver deres ligevægtsskabende mekanisme:

1. varemarkedet - ligevægt mellem udbud og efterspørgsel sikres vha. prisen
2. arbejdsmarkedet - ligevægt mellem udbud og efterspørgsel sikres vha. lønnen
3. pengemarkedet - ligevægt mellem udbud og efterspørgsel sikres vha. renten
4. valutamarkedet - ligevægt mellem udbud (import) og efterspørgsel (eksport) sikres vha. valutakursen

Markederne hænger også sammen - en stigende rente kan hæve valutakursen og dermed gøre eksporten vanskeligere. Højere lønninger påvirker også eksporten. Det betyder også, at de ligevægtsskabende mekanismer ikke virker eller først virker på meget langt sigt. Fx giver en voksende arbejdsløshed sig ikke udslag i lønnedgange, eller en lavkonjunktur med faldende efterspørgsel på varemarkedet får ikke priserne til at falde.

I dele af makroøkonomiske teori - keynesianismen - antages det hyppigt, at økonomien ved hjælp af markedskræfterne ikke i sig selv kan sikre en stabil udvikling, ligesom de ikke automatisk sikrer ligevægt. Derfor må politikerne gribe ind og justere efterspørgslen på varemarkedet ved hjælp af finanspolitik eller efterspørgslen på pengemarkedet ved hjælp af renteændringer eller pengemængden.

Modsat mener andre økonomer - den neoklassiske skole - at økonomien på længere sigt vil søge mod ligevægt, og at politikerne skal undlade at blande sig. Hvis der endelig skal gribes ind i økonomien, skal fokus være på udbudssiden, som skal styrkes ved skattelettelser (Lafferkurve), privatisering og øget brugerbetaling, mens mere monetaristisk orienterede økonomer ser på styringen af pengemængden og dermed lavere inflation til at sikre en stabil udvikling.

Uanset teoretisk udgangspunkt bruges der mange kræfter på at udvikle makroøkonomiske modeller, ved hvis hjælp virkninger af indgreb i økonomien beregnes, ligesom de anvendes til at forudsige den økonomiske udvikling.

Makroøkonomiens 'modstykke' er mikroøkonomien, som ser på udviklingen på enkeltmarkeder. Det kan fx være markedet for sundhedsydelser eller markedet for fødevarer. Disse enkeltmarkeder indgår begge i det makroøkonomiske varemarked. Derfor siges makroøkonomien også at se på de aggregerede (sammenlagte) størrelser. Med til makroøkonomien hører studiet af international økonomi, hvor fokus er på det økonomiske samspil over landegrænser. Varestrømme (handel), kapitalstrømme (investeringer) og arbejdskraftsbevægelser mellem lande, ses her som bidrag til øget velstand. Spekulative bevægelser, som er vokset eksponentielt de seneste årtier, ses som mekanismer, der skaber ustabilitet i det enkelte land, og de betyder, at finansielle kriser nemt kan spredes globalt. I forlængelse af den finansielle og økonomiske krise diskuteres det, hvorvidt der skal ske en øget regulering af den internationale økonomi.