Statsobligation

Når en stat skal finansiere et statsligt underskud, er den hyppigst anvendte metode, at staten sælger statsobligationer. En statsobligation er et værdipapir udstedt af staten med en løbetid, en pålydende værdi og en pålydende rente. Statsobligationer handles på børsen. Hvis der er høj tillid til den pågældende stat, dvs. at der er lav risiko for, at staten ikke kan betale pengene tilbage til obligationskøberne, vil kursen være høj og renten dermed lav. Omvendt, hvis der er lav tillid til staten.
I følgende lille tabel er vist renten på udvalgte europæiske statsobligationer med en løbetid på 10 år (august 2012).

Som det fremgår af tabellen, betaler Danmark og Tyskland meget lave renter, mens fx den græske rente er ca. 20 gange højere, som udtryk for manglende tillid til, at Grækenland kan betale gælden.

Hvad afhænger tilliden så af? Hvis et land har et stort underskud på de offentlige finanser i forhold til BNP og en stor offentlig gæld, vil der være forøget tvivl mht., om landet kan betale lånet tilbage. En køber af obligationen vil derfor betale en lavere kurs og dermed få en højere rente for at løbe en risiko. Modsat vil et land med en mindre gæld og mindre underskud have høj tillid, og en køber af obligationen vil være villig til at betale en højere kurs og dermed få en lavere rente. Bl.a. Danmark og Tyskland anses af købere af statsobligationer for at være sikre havne (”safe havens”), og man er derfor villig til at acceptere en meget lav rente – evt. en negativ rente – for at opnå en sikker pengeanbringelse.

Både USA, Storbritannien og Japan har ligesom PIIGS-landene stor statsgæld, men i modsætning til PIIGS-landene uden at renterne er steget bemærkelsesværdigt. Der er altså en større tillid til de tre lande, hvilket hænger sammen med, at centralbanken i de tre lande – Federal Reserve, Bank of England og Bank of Japan – altid, som ”lender of last ressort” vil kunne dække gælden ved at trykke flere penge. Denne garanti gælder ikke for eurozone-landene, hvor ECB – Den europæiske Centralbank - netop ikke fungerer som garant for statsgælden i de enkelte deltagerlande.

Statsobligationer anses generelt for at være nogenlunde sikre ved, at en stat altid kan udskrive højere skatter til at dække gælden. Men hvis der ikke er tillid til, at staten kan inddrive de udskrevne skatter, som det er tilfældet i fx Grækenland, vil tilliden være væsentligt mindre. Det ses i de vurderinger af alverdens staters kreditværdighed, som de såkaldte kreditvurderingsbureauer (ratingbureauer) bl.a. lever af at sælge.