Vækst i økonomisk forstand betegner, at der sker en ændring i bruttonationalproduktet (BNP). Falder BNP, er der tale om negativ vækst, mens ved en stigning i BNP er der tale om positiv vækst. Normalt måles den økonomiske vækst ved den procentvise årlige ændring i BNP målt i faste priser, dvs. at der tages højde for inflationen.
Meget hyppigt nævnes den økonomiske vækst i medierne. Ikke alene er væksten afgørende for den samlede mængde ressourcer, der er til rådighed i et samfund. Væksten er også bestemmende for beskæftigelsen. Der skal arbejdskraft til at producere de produkter, der indgår i BNP, og noget af den indkomst, der skabes ved produktionen, anvendes til forbrug, som yderligere sætter skub i beskæftigelsen.
Hvilke faktorer er med til at skabe vækst? Her skal kort nævnes nogle: For det første er mængden af arbejdskraft vigtig. Trods en mekanisering og automatisering af produktionen indgår der arbejdskraft i produktionen af varer og tjenester. Især ved produktion af tjenesteydelser (børnepasning, sundhed) indgår der forholdsvis meget arbejdskraft. For det andet skal der være kapital til rådighed i form af maskiner, kraftværker, kommunikationssystemer, transportsystemer m.v. For det tredje skal kvaliteten af arbejdskraften være høj, dvs. at der skal være et højt uddannelsesniveau, og endelig skal man for det fjerde kunne organisere produktionen på en effektiv måde. Landet skal også have et stabilt politisk system og institutioner til at sikre at love og indgåede aftaler overholdes.