Vækst

Vækst i økonomisk forstand betegner, at der sker en ændring i bruttonationalproduktet (BNP). Falder BNP, er der tale om negativ vækst, mens ved en stigning i BNP er der tale om positiv vækst. Normalt måles den økonomiske vækst ved den procentvise årlige ændring i BNP målt i faste priser, dvs. at der tages højde for inflationen.

Meget hyppigt nævnes den økonomiske vækst i medierne. Ikke alene er væksten afgørende for den samlede mængde ressourcer, der er til rådighed i et samfund. Væksten er også bestemmende for beskæftigelsen. Der skal arbejdskraft til at producere de produkter, der indgår i BNP, og noget af den indkomst, der skabes ved produktionen, anvendes til forbrug, som yderligere sætter skub i beskæftigelsen.

Da BNP og især væksten i BNP er så afgørende for et lands videre udvikling og dermed for velfærden, beskæftiger mange økonomer sig med at finde vækstfaktorer: Hvilke faktorer er med til at skabe vækst? Her skal kort nævnes nogle: For det første er mængden af arbejdskraft vigtig. Trods en mekanisering og automatisering af produktionen indgår der arbejdskraft i produktionen af varer og tjenester. Især ved produktion af tjenesteydelser (børnepasning, sundhed) indgår der forholdsvis meget arbejdskraft. For det andet skal der være kapital til rådighed i form af maskiner, kraftværker, kommunikationssystemer, transportsystemer m.v.  For det tredje skal kvaliteten af arbejdskraften være høj, dvs. at der skal være et højt uddannelsesniveau, og endelig skal man for det fjerde kunne organisere produktionen på en effektiv måde. Landet skal også have et stabilt politisk system og institutioner til at sikre, at love og indgåede aftaler overholdes.

Arbejdskraft og kapital benævnes produktionsfaktorer (produktionsmidler), som sammen med råvarer og energi er input i produktionen. Output er BNP. Det sker faktisk hele tiden, at produktionen øges, uden at der sker en tilsvarende øgning af input. Her taler økonomer om, at produktiviteten stiger. Dvs. at output/time eller output/beskæftiget stiger. Arbejdskraften bliver bedre uddannet, teknologien forbedres, og arbejdet organiseres på en smartere måde. Vi bliver simpelthen smartere til at gøre tingene! Hovedparten af stigningen i produktiviteten skyldes forbedringer i produktionsfaktorernes kvalitet og en bedre udnyttelse af dem i produktionen. Forbedringer som disse kaldes under ét for tekniske fremskridt.

Kvaliteten af kapitalapparatet kan forbedres. Det sker, når virksomhederne installerer og bruger nye maskiner eller apparater, der kan arbejde hurtigere eller mere præcist end de gamle. Eller maskiner, som kan udføre nogle helt nye og mere avancerede operationer, der muliggør fremstilling af et nyt og bedre produkt.
Nye og bedre maskiner er som regel et resultat af forskning og udvikling. Det forkortes ofte til fællesbetegnelsen F&U. Men der skelnes mellem forskning og udvikling.

Kvaliteten af arbejdskraften kan også forbedres. Herved forstås, at en arbejder bliver mere effektiv og kan udføre en større eller bedre arbejdsindsats pr. arbejdstime. Eller at arbejderen bliver i stand til at foretage en helt ny og mere avanceret type arbejdsopgave.

Det er først og fremmest gennem uddannelse, at arbejdskraftens kvalitet forbedres.  En stor del af den hidtidige produktivitetsudvikling skyldes, at en relativt større del af personerne i arbejdsstyrken har fået en længere uddannelse. Dertil kommer, at uddannelsernes niveau løbende forbedres netop som følge af, at vidensbasen hele tiden bliver større. Det gennemsnitlige uddannelsesniveau i arbejdsstyrken er derfor steget fra år til år. I Danmark varetages uddannelsesindsatsen helt overvejende af de offentlige uddannelsesinstitutioner. Men der er også mange, der bliver oplært eller videreuddannet på deres arbejdsplads.

Den stigende økonomiske aktivitet gør det muligt at drage nytte af stordriftsfordele på de områder, hvor de findes. Med stordriftsfordele menes, at enhedsomkostningerne falder i takt med produktionens størrelse. Det giver sig udtryk i stigende produktivitet. Stordriftsfordele gør sig især gældende inden for højteknologiske brancher, hvor det er nødvendigt med en lang fase med forskning og udvikling, førend et nyt produkt kan sættes i produktion.

Nogle lande har meget høje vækstrater. Det skyldes, at disse lande, som typisk er udviklingslande, kommer fra et meget lavt udgangspunkt og nemt kan udnytte de erfaringer, der er gjort i de mere udviklede økonomier. På et tidspunkt, når denne catch-up effekt er opbrugt, vil væksten klinge af, da befolkningen vil kræve, at en større del af BNP anvendes til forbrug og velfærd og mindre til investeringer. Det er jo netop meget høje investeringsrater, som kan forklare en stor del af de høje vækstrater.