Beskæftigede er den del af den samlede befolkning (15-66 år), som er i arbejde. Ved at sætte antal beskæftigede i forhold til den samlede befolkning udregnes beskæftigelsesfrekvensen. For et velfærdssamfund som det danske er beskæftigelsesfrekvensen af stor betydning, da den er afgørende for, hvor meget det offentlige får ind i skatter og afgifter til finansiering af velfærden, og modsat skal de ikke-beskæftigede forsørges af velfærdsstaten. Beskæftigelsesfrekvensen påvirker altså direkte forsørgerbyrden, dvs. den andel af befolkningen, der skal forsørges, hvor gruppen af forsørgede i den erhvervsaktive alder har været voksende de sidste 30 år.
Ved at beskæftigelse giver en løn eller overskud (selvstændig) til den beskæftigede, er beskæftigelse ret bestemmende for velfærdsniveauet i en husstand. Indkomsten ved beskæftigelse vil normalt være højere end ved ikke-beskæftigelse. Fra et fordelingspolitisk synspunkt er det vigtigt at opretholde en høj beskæftigelse, da manglende beskæftigelse og dermed fravær af lønindkomst nok er den faktor, der bidrager mest til uligheden i samfundet.
Set i et vækstperspektiv er en høj beskæftigelse af betydning for at opretholde BNP på et højt niveau og sikre væksten. De beskæftigede er på inputsiden i produktionen af BNP, og alt andet lige vil en højere beskæftigelse give et højere BNP.
Beskæftigelse
Uddybende forklaring
Beskæftigede er den del af den samlede befolkning (15-66 år), som er i arbejde. Ved at sætte antal beskæftigede i forhold til den samlede befolkning udregnes beskæftigelsesfrekvensen. For et velfærdssamfund som det danske er beskæftigelsesfrekvensen af stor betydning, da den er afgørende for, hvor meget det offentlige får ind i skatter og afgifter til finansiering af velfærden, og modsat skal de ikke-beskæftigede forsørges af velfærdsstaten. Beskæftigelsesfrekvensen påvirker altså direkte forsørgerbyrden, dvs. den andel af befolkningen, der skal forsørges, hvor gruppen af forsørgede i den erhvervsaktive alder har været voksende de sidste 30 år.
Ved at beskæftigelse giver en løn eller overskud (selvstændig) til den beskæftigede, er beskæftigelse ret bestemmende for velfærdsniveauet i en husstand. Indkomsten ved beskæftigelse vil normalt være højere end ved ikke-beskæftigelse. Fra et fordelingspolitisk synspunkt er det vigtigt at opretholde en høj beskæftigelse, da manglende beskæftigelse og dermed fravær af lønindkomst nok er den faktor, der bidrager mest til uligheden i samfundet.
Set i et vækstperspektiv er en høj beskæftigelse af betydning for at opretholde BNP på et højt niveau og sikre væksten. De beskæftigede er på inputsiden i produktionen af BNP, og alt andet lige vil en højere beskæftigelse give et højere BNP.
Helt parallelt med arbejdsløsheden er beskæftigelsen også konjunkturfølsom. Beskæftigelsen falder, når arbejdsløsheden stiger i en lavkonjunktur, men det er ikke ualmindeligt, at beskæftigelsen falder mere end arbejdsløsheden tilsiger, fordi en lavkonjunktur simpelthen øger afgangen fra arbejdsmarkedet. Man kan forsøge at fastholde beskæftigelsen ved fx seniorordninger, og mere generelt tales der om det rummelige arbejdsmarked, som er et arbejdsmarked med plads til grupper, der normalt ikke vil være i beskæftigelse. I en højkonjunktur kan beskæftigelsen også vokse mere end nedgangen i arbejdsløsheden ved, at det bliver mere attraktivt at komme ind på arbejdsmarkedet. Det kan være unge, der udskyder uddannelse for at tjene penge til at rejse.
Mens arbejdsmarkedspolitik især er målrettet grupper, der er på arbejdsmarkedet, og som er arbejdsløse, så tager beskæftigelsespolitikken sigte på enten at fastholde de beskæftigede på arbejdsmarkedet (udskyde tilbagetrækning; delvist syge i flexjob) eller hurtigere få folk igennem uddannelsessystemet og ind på arbejdsmarkedet.
Den samlede beskæftigelse kan også opgøres i arbejdstimer. Hermed får arbejdstiden (37 timer pr. uge) ret stor indflydelse på den samlede beskæftigelse. Over en lang periode har arbejdstiden været faldende i de fleste vestlige lande. Isoleret set skulle det give en faldende beskæftigelse målt i timer, men den lavere arbejdstid opvejes af en stigende tilgang til arbejdsmarkedet og produktivitetsstigninger, således at den samlede produktion/time har været voksende. Det er måske den væsentligste faktor til at forklare den velstandsstigning, det danske samfund har gennemløbet i de sidste 50 år.
