Finanskrisen

Finanskrisen, der begyndte i 2007, var ikke den første krise i den finansielle sektor – og formentlig heller ikke den sidste. Men den er af mange økonomer blevet karakteriseret som den værste krise siden 1930´erne.
En finansiel krise eller finanskrise er alene en krise, hvor pengemarkedet er berørt. Krisen består i, at bankerne generelt bliver stadigt mere uvillige til at låne penge ud pga. den øgede risiko for tab. Til sidst fryser pengestrømmene næsten til, hvilket gør det vanskeligt for husholdningerne og virksomhederne at fungere normalt. Da den reale del af økonomien (varer, arbejdspladser, eksport, import) er afhængig af til stadighed at kunne låne penge, vil en finanskrise næsten uundgåeligt føre til en økonomisk krise. Det skete i 1929 og altså også i 2008.

Man kan opstille en række årsager til en finanskrises opståen. På det helt overordnede plan kan stød til økonomien udløse en finansiel krise. Et typisk forløb vil være, at stødet giver anledning til en lavkonjunktur med faldende efterspørgsel og højere arbejdsløshed. Virksomheder og husholdninger kan ikke betale af på deres lån, og nogle banker med en mindre egenkapital kan komme i problemer. Her er kausaliteten fra økonomisk krise til finansiel krise og ikke som i 2008, hvor kausaliteten var fra finansiel krise til økonomisk krise. Et eksempel på en finansiel krise, som blev udløst af en lavkonjunktur, er krisen i Danmark i forlængelse af ’kartoffelkuren’ i 1986, hvor der skete en hård finanspolitisk stramning.

Som en anden mere generel årsag til finansielle kriser kan nævnes indbyggede faktorer i den finansielle sektor. For det første er der en indbygget tendens til ekspansion i virksomheder, herunder banker. Større virksomheder giver større prestige til de ansatte, og desuden skal der ansættes flere i en stor virksomhed, hvilket giver større ansvarsområde for ledere, som kan få mere i løn. Hertil kommer udbredelsen af resultatløn i den finansielle sektor, hvor lønnen afhænger af vækst. Vækst i en finansiel virksomhed i form af øget udlån er dog også risikofyldt, fordi det typisk er de sidste udlån, der er de dårligste. Med til den indbyggede vækst hører også, at indtægter ligger før udgifter i en finansiel virksomhed. Renter og gebyrer på udlån falder lang tid inden tab på udlån. Dette er modsat anden erhvervsvirksomhed, hvor udgifter (køb af bygninger, nye maskiner) altid falder før indtægter og dermed begrænser ekspansionen. Endelig er det godt at være stor i den finansielle sektor, fordi risikoen for tab på enkelte lån rent statistisk nemmere kan forudses. Normalt er der hindringer for ekspansion. Enten i form af krav til reserver (egenkapital) eller offentlig regulering. Hvis disse hindringer lempes, som det globalt skete i 1990erne, kan ekspansionen foregå uhindret, indtil mængden af dårlige lån påvirker bankens reserver, og den finansielle krise er en realitet.
For det andet er der en tendens til flokadfærd i den finansielle sektor. Når det går godt med ejendomsinvesteringer, vil alle banker springe på med udlån til ejendomme, og de sidst tilkomne og mest uerfarne banker vil give lån til de dårligste kunder, hvor ejendomsværdien er opskruet, og der ikke er dækning for lånet.

Nogle forskere har også peget på dårlig ledelse, herunder muligheden for spekulation, som en væsentlig årsag til finansielle kriser. Ofte fører grådighed til øget risikobetonet adfærd i håb om større overskud og dermed højere løn. Denne forklaring minder lidt om tendensen til øget ekspansion.

En fjerde forklaring går på svage institutionelle faktorer i samfundet: At tilsynet med bankerne simpelthen svigter eller er ikke-eksisterende. Dette er hyppigst tilfældet i vækstøkonomier og ulande, men mange forfattere peger også på udviklingen i USA i 1990´erne som et eksempel på mangelfuldt tilsyn.

Den femte forklaring går på, at kriser er forårsaget af efterspørgsel efter kontanter. Der er et mismatch mellem udlån og indlån i den finansielle sektor, idet udlån har lang løbetid, mens indlån har kort løbetid. Hvis der opstår ’run’ på en bank, hvor folk med opsparing på samme tid vil hæve deres penge, og denne adfærd breder sig (lemminge-effekt) med en selvforstærkende effekt, kan banken hurtigt komme i krise. Og er der først mistanke til en bank, kan denne mistanke hurtigt brede sig til andre banker. I en sådan situation vil interbankmarkedet bryde sammen, og centralbanken må træde til med kontanter til de nødlidende banker.
Skal der peges på en enkelt forklaring som den mest troværdige, må det være ekspansionsforklaringen, for i denne indgår også en række af de øvrige forklaringer.