Indkomstpolitik

Indkomstpolitik består i en overordnet regulering af lønninger og priser sommetider i form af et egentlig løn- og prisstop men oftere således, at lønninger og priser kun får lov at stige inden for fastsatte rammer.
Indkomstpolitik går oftest ud på i en situation med underskud på betalingsbalancens løbende poster at begrænse lønstigninger med det formål at forbedre både konkurrenceevnen og virksomhedernes indtjening. I så fald kaldes det lønpolitik. Et isoleret lønstop fører som oftest til fald i reallønnen, fordi produktpriserne fortsat tillades at stige. Det fører dermed til omfordeling af indkomsterne fra lønmodtagere til virksomhedsejere. Af denne grund er lønpolitik ofte temmelig upopulært og derfor et redskab regeringer kun benytter sig af, hvis der er tale om en kritisk situation med store underskud på betalingsbalancen og stor inflation. Sommetider kombineres lønstoppet derfor med stop for avancestigninger, altså hvor meget fortjenesten for virksomhedsejere må stige, for at skabe mere balance i det samlede regnskab.
Siden 1985 er der ikke anvendt indkomstpolitik i Danmark. Og i dag er der en tendens blandt danske økonomer til at betragte indkomstpolitik som et noget gammeldags instrument, der dårligt passer til en moderne økonomi med meget konkurrence på de enkelte markeder. Det er der flere grunde til:

Ofte anvendes indkomstpolitik som supplement til en devaluering for derved at dæmpe den afsmittende effekt fra de stigende importpriser på de indenlandske priser og lønninger. Uden indkomstpolitik kan devalueringen let føre til højere inflation, således at fordelen ved devalueringen bliver neutraliseret efter nogle år.

Hvis den virker, fastlåser indkomstpolitikken løndannelsen og prissætningen. Dermed sættes markedskræfterne ud af spil. Prisstop ødelægger konkurrencen på varemarkederne, og lønstop hæmmer fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Den er vanskelig at administrere og håndhæve i praksis: Lønstigninger kan skjules ved at udbetale den ekstra løn på andre måder (bonus, overarbejdstillæg, befordringsgodtgørelse og frynsegoder). Prisstigninger kan skjules ved at ændre på produkternes kvalitet og ved at lade nye produkter erstatte gamle. Kritikere af indkomstpolitik mener også, at den positive virkning på betalingsbalancens løbende løn- og prisspiral er tvivlsom, idet tilhængere af indkomstpolitik alene ser på lønkonkurrenceevnen, mens andre faktorer af betydning for konkurrenceevnen ikke inddrages (fx kvalitet). Endelig kan indkomstpolitik skævvride markedet for produktionsfaktorer ved at arbejdskraft bliver relativt billigere i forhold til maskiner og ny teknologi. En konsekvent indkomstpolitik kan derfor på længere sigt forringe produktiviteten.

På grund af disse ulemper er det derfor mindre sandsynligt, at indkomstpolitik vil blive anvendt fremover i Danmark i hvert fald ikke så længe udviklingen forløber rimelig jævnt. Det kan ikke udelukkes, at indkomstpolitik vil blive anvendt i Danmark, hvis landet igen oplever flere store ubalancer på én gang. Indkomstpolitik kan bruges til at bryde en tiltagende pris- og lønspiral hvor stigende lønninger fører til stigende priser, som igen fører til stigende lønninger.

Regeringen benytter ofte op til overenskomstforhandlingerne at opfordre arbejdsmarkedets parter til at holde lønudviklingen inden for bestemte grænser for at fastholde tiltroen til målsætningen om lav inflation. Det gør det lettere via makropolitikken at opnå en mere permanent reduktion af arbejdsløsheden. Men i så fald anvendes indkomstpolitikken reelt mere som et strukturpolitisk redskab.