Produktionsfaktorer

Man opdeler som regel  produktionsfaktorerne i tre grupper: naturressourcer (råvarer), realkapital (maskiner og bygninger) og arbejdskraft.

I enhver produktionsproces indgår der produktionsfaktorer. Skal der eksempelvis produceres et par bukser, vil produktionsfaktorerne være stof (råvarer) + syerske (arbejdskraft) + symaskine (kapital) + bygninger (kapital) + el (energi). Produktionsfaktorerne indgår på input-siden i produktionsprocessen.

Til at producere det samme produkt kan der indgå forskellige kombinationer af produktionsfaktorer. De forskellige produktionsfaktorer kan erstatte substituere - hinanden. I lande med billig arbejdskraft vil produktionen være arbejdskraftsintensiv, dvs. at der indgår forholdsvis meget af produktionsmidlet arbejdskraft. I lande med dyr arbejdskraft og rigelig med kapital vil produktionen være kapitalintensiv, dvs. at der indgår forholdsvis meget kapital i form af maskiner. Netop den forskellige udrustning af produktionsfaktorer er baggrunden for Ricardos teori om de komparative fordele, som delvist kan forklare mønstret i samhandlen mellem lande.

Der gælder normalt den sammenhæng, at øges indsatsen af produktionsmidler (input), sker der også en øgning af produktionen (output). En sådan kvantitativ vækstbetragtning gælder dog kun til et vist punkt, idet en øgning af input af arbejdskraft også vil forudsætte en øgning af input af kapital. Ikke alene er mængden af input vigtig, men vigtig er også den rette kombination af de forskellige produktionsmidler. Også kvaliteten af produktionsmidlerne har betydning. En uddannet person vil normalt kunne producere mere pr. time end en ikke-uddannet. Dvs. at produktiviteten for den uddannede er større end for den ikke-uddannede. Også forbedret teknologi kan øge produktiviteten, som kort sagt betyder, at der kan produceres mere med samme input af produktionsmidler. Hvis produktiviteten øges bliver det muligt at sænke prisen (forbedring af konkurrenceevne) eller give arbejderne mere i løn (øget velfærd) eller øge overskuddet (øgede investeringer).

Sammenhængen mellem input og output kan udtrykkes i en såkaldt produktionsfunktion, hvor den samlede produktion udtrykkes som en funktion af arbejdskraft og kapital. Er der en voksende sammenhæng mellem indsatsen af produktionsmidler og output, taler økonomer om positivt skalaafkast. En sådan sammenhæng ses hyppigt i virksomheder, hvor der produceres meget af det samme produkt (stordriftsfordele). Ved konstant skalaafkast er sammenhængen lineær, og endelig kan sammenhængen være aftagende, dvs. at output ikke vokser i samme grad som input.

For Karl Marx og dermed socialismen blev ejerskabet til produktionsmidlerne afgørende for samfundets indretning. Kapitalisterne vil eje produktionsmidler som bygninger og maskiner, mens arbejderne som ejer arbejdskraften vil være tvunget til at sælge deres arbejdskraft til kapitalisterne. Ifølge Marx sker der en udbytning ved, at værdien af arbejdernes produktion vil være større end værdien af den løn, de får. Forskellen merværdien udtrykker den udbytning, som bliver til kapitalisternes profit. Ikke alene vil kapitalisterne udbytte arbejderne, de vil også dominere det politiske system derved, at politikerne altid vil træffe beslutninger, som er til fordel for kapitalisterne. Økonomien vil bestemme i sidste instans. For Marx og socialisterne var løsningen, at samfundet skulle overtage ejerskabet til produktionsmidlerne, hvilket skete i Sovjetunionen ved revolutionen i 1917. I 1989 brød dette system sammen. Også i lande som Kina, Cuba og Nordkorea er en stor del af produktionsmidlerne ejet af staten, hvilket muliggør planøkonomi, hvor den producerede mængde, priser, lønninger m.v. fastsættes af staten.