Udbud

Udbud betegner den samlede mængde af varer eller tjenester, som producenterne er villige til at afsætte. Hvilken mængde, der rent faktisk afsættes, vil så afhænge af prisen. Det er altså prisen, der bestemmer udbuddets størrelse. Ved en høj pris vil udbuddet være stort, og ved en lav pris vil udbuddet være lille. Hvorfor der er den sammenhæng, er især bestemt af omkostningerne og markedsforhold. Hvis der er mange udbydere af en vare konkurrencen er hård vil udbyderen være tvunget til at tilpasse sig markedsprisen. I en situation med få udbydere eller evt. kun én eneste udbyder (monopol) vil producenterne selv kunne fastsætte prisen dér, hvor fortjenesten er størst. I de fleste lande tilstræber man derfor med lovgivning at sikre en konkurrence, således der ikke opstår monopol, eller hvis monopol eksisterer, at priserne er underlagt kontrol.

Den udbudte mængde er som nævnt afhængig af prisen. Ved priselastisk udbud vil udbuddet hurtigt tilpasse sig prisændringer. Det gælder for en række råstoffer, hvor produktionskapaciteten hurtigt kan tilpasses ændrede markedsforhold. Omvendt kan udbud holdes tilbage for på den måde at presse prisen i vejret, hvis efterspørgslen er konstant. Det gælder især ved såkaldte karteldannelser, hvor udbyderne indbyrdes aftaler en udbudt mængde, som lige nøjagtig kan fastholde eller øge prisen. OPEC sammenslutning af olieeksporterende lande er nok det bedste eksempel på et kartel. På kort sigt er udbuddet af en række varer og tjenester konstant uanset prisen. Det gælder især for en række offentligt producerede varer og tjenester, hvor udbuddet den producerede mængde fastsættes politisk.

På arbejdsmarkedet er udbuddet af arbejdskraft bestemt af lønnens højde. Normalt gælder det for det individuelle arbejdsudbud, at det vokser med timelønnens højde dog kun op til et bestemt punkt, hvor den samlede løn er så høj, at der bliver råd til at holde mere fri. Sammenhængen mellem den udbudte arbejdskraft og lønnens højde har betydning, når virkningerne af en skattelettelse på arbejdsudbuddet skal beregnes. Folk kan vælge at reagere på en skattelettelse ved at udbyde mindre arbejdskraft, fordi de nu kan arbejde mindre og samtidig opretholde det samme beløb til forbrug. Folk kan også vælge at arbejde mere, fordi det bliver dyrere at holde fri i forhold til situationen før skattelettelsen.

I Danmark har fagforeningerne i stor udstrækning monopol på udbuddet af arbejdskraft. Ganske vist indgås aftaler om ansættelse individuelt, men det sker i stor udstrækning til løn- og arbejdsvilkår bestemt i overenskomster indgået mellem arbejdsgiversammenslutninger og fagforeninger.

I makroøkonomien er det samlede udbud af varer og tjenester i et land bestemt af BNP og importen tilsammen. De såkaldte udbudsside-økonomer fokuserer især på, hvordan der i økonomien kan skabes incitamenter til at øge BNP og dermed den indenlandske producerede andel af udbuddet. Mest markant er deres forslag om skattelettelser, som ifølge Lafferkurven kan give en endnu større produktion og dermed en større skatteindtægt til staten end før skattelettelsen. Også privatisering og udlicitering vil ifølge udbudsside-økonomerne give en større produktion og lavere priser, da den private sektor antages at fungere mere effektivt end den offentlige sektor. Udbudsside-økonomerne er kraftigt påvirket af de klassiske økonomer.

I en keynesiansk tankegang er det samlede indenlandsk producerede udbud (BNP) især af betydning for indkomstdannelsen og dermed for forbruget. Udbuddet, svarende til produktionen, skal stimuleres ved, at det er efterspørgslen, der påvirkes ved en ekspansiv makropolitik.