Markedsøkonomi

Ved en markedsøkonomi fastsættes priser og lønninger af markedsmekanismen. hvis der er stor efterspørgsel, bliver prisen høj, og hvis der er lav efterspørgsel, bliver prisen lav, Udbyderne, dvs. producenterne, tilpasser den producerede mængde og prisen til efterspørgslen. Markedsmekanismen er således et signalsystem, hvor forbrugerne via den efterspurgte mængde signalerer deres behov til virksomhederne.

Forudsætningerne for en velfungerende markedsmekanisme er for det første, at der er mange udbydere. Dvs. at der skal være mange små virksomheder, som konkurrerere med hinanden om forbrugernes behov, og at de er så små, at de ikke selv kan påvirke prisen. Monopoler modviker en velfungerende markedsmekanisme. For det andet skal forbrugerne have fuld information om de valgmuligheder, der er på markedet, således at de kan vælge produktet med den bedste kvalitet til den lavest mulige pris. For det tredje må den enkelte efterspørger ikke være så stor, at vedkommende kan påvirke prisdannelsen. I en sådan økonomi vil virksomhedernes konkurrence om forbrugernes penge sikre de lavest mulige priser.

Den skotske økonomi Adam Smith studerede i bogen Nationernes Velstand, 1776 hvordan markedsmekanismen den usynlige hånd i sig selv vil føre til velstand uden statens indblanding.  Foruden at fokusere på konkurrencen så Adam Smith især arbejdsdelingen og den private ejendomsret som vigtige forudsætninger for en velfungerende markedsmekanisme. Denne sammenhæng blev overført på den internationale økonomi, hvor Smith formulerede teorien om de komparative fordele.

Markedsmekanismen blev også udgangspunktet for en række senere liberalistiske samfundstænkere. Kernen i liberalismen er netop, at staten ikke skal blande sig, men alene sikre borgernes tryghed og sikkerhed og modvirke monopoldannelser den såkaldte natvægterstat. Udviklingen i England i 1830-1850 demonstrerede med al tydelighed at en ren markedsøkonomi medfører en så intens udbytning af arbejdskraften (børnearbejde, tidlig død) at den arbejdende befolkning på længere sigt vil uddø. Dette forhold sammenholdt med socialismens fremmarch fik socialliberalisterne til at ønske en mere aktiv stat, der sikrer arbejderne basale rettigheder og desuden fører en social-, uddannelses- og sundhedspolitik, som sætter markedsmekanismen ud af kraft. Dette bliver senere til den såkaldte velfærdsstat.

I økonomisk teori blev der også sat spørgsmålstegn ved om markedsmekanismen i sig selv sikrer høj velstand og en stabil udvikling. Under indtryk af krisen i 1930erne med høj og langvarig arbejdsløshed formulerer Keynes teorien om, at staten i en lavkonjunktur aktivt skal stimulere efterspørgslen. Hvorfor nu det? Ifølge markedsøkonomien vil arbejdsløshed være udtryk for at udbuddet af arbejdskraft er højere end efterspørgslen til den givne løn. Markedsmekanismen vil sikre at lønningerne presses ned og dermed tilpasse efterspørgslen til udbuddet. På længere sigt vil der igen opstå ligevægt. Men det skete ikke! Tværtimod medførte lavere lønninger endnu lavere efterspørgsel. Krisen blev dybere. Staten skulle gribe ind og gjorde det. Blandingsøkonomien havde set sit lys. I en blandingsøkonomi sker produktionen i både den private og den offentlige sektor. I den private sektor hersker markedsøkonomien, mens planøkonomien dominerer i den offentlige sektor, hvor politikerne bestemmer hvad der skal produceres i hvilke mængder til hvilke priser.

På den ene side er markedsøkonomien den måde de fleste lande har indrettet deres økonomi på. Men det er også karakteristisk, at de samme lande sker der en vækst i den offentlige sektor. Markedsøkonomien er således sat ud af kraft indenfor en række områder (sundhed, ældreforsorg, uddannelse). Dette samtidig med man forsøger at få dele af den offentlige sektor mere markedsorienteret ved hjælp af udlicitering, brugerbetaling og privatisering. Samtidig sker der en markedsgørelse af en række aktiviteter, som tidligere fandt sted i familien (det civile samfund). Så der er tale om to modsatrettede tendenser både mere markedsøkonomi og mindre markedsøkonomi.

Politisk er der bred opbakning til markedsøkonomien, men den skal samtidig styres og reguleres for at undgå de værste kriser og en uacceptabel stor ulighed. Det er stort set alle enige om - uenigheden går på graden af regulering.