Planøkonomi

Begrebet planøkonomi anvendes til at betegne et økonomisk system, hvor priserne og de producerede mængder (udbud) bestemmes af en institution i stedet for markedet. Hvis et helt land har planøkonomi, vil det være staten som institution, der fastsætter priserne og den producerede mængde. Normalt vil fastsættelsen ske ud fra en overordnet prioritering af de samfundsmæssige behov.

Planøkonomi kan måske synes hensigtsmæssig, men det giver en række uoverstigelige problemer. Det er vanskeligt for staten at vide, hvor meget der skal produceres af hver enkelt vare for, at forbrugernes ønsker bare bliver nogenlunde opfyldt. I et planøkonomisk system sker det ofte, at der produceres for meget af nogle varer og for lidt af andre. Det er eksempelvis muligt, at der pludselig produceres for mange støvler og for få sandaler, i forhold til hvad befolkningen ønsker. Det vil give kødannelse foran de butikker, der sælger sandaler. En del af de borgere, der ønsker sandaler, har ikke mulighed for at skaffe sig et par, selvom de er villige til at betale prisen. Omvendt vil der komme store lagre af støvler, der ikke kan afsættes til prisen.

Der er et informationsproblem. Staten kan jo ikke gå rundt og spørge alle borgere om alle deres ønsker til forbrugsvarer. Dels er det en uoverkommelig opgave at holde styr på så mange data. Dels er det vel de færreste forbrugere, der på forhånd detaljeret har gjort sig klart, hvad de ønsker at bruge deres penge til igennem f.eks. det næste halve års tid. Og det tager jo tid at planlægge produktion og distribution af varerne.

I en markedsøkonomi vil priserne automatisk give sig, hvis efterspørgslen ændres. En faldende efterspørgsel efter støvler vil også give lavere priser på støvler om ikke andet, så på det efterfølgende udsalg. Dermed kan de overskydende lagre af støvler måske alligevel afsættes, fordi efterspørgslen da bliver større. Høj efterspørgsel efter sandaler vil omvendt have en tendens til at presse priserne lidt opefter. Det får virksomhederne til at igangsætte yderligere produktion af sandaler. Prismekanismen virker således som signal fra forbruger til producent. I markedsøkonomien foregår informationsudvekslingen relativt hurtigt. Det er ikke tilfældet i en planøkonomi, hvor det uundgåeligt tager tid for den centrale prisinstitution at opdage, hvad der foregår. Det eneste signal er en tendens til kødannelse på nogle varer og en tendens til ophobning af andre.

I en planøkonomi opstår der derfor let et stort spild af ressourcer, fordi der produceres de forkerte varer og somme tider i alt for store mængder. Dette ressourcespild overstiger let det ressourcespild, man har i markedsøkonomien.

Et af det mest synlige eksempler på, at en central prisfastsættelse kan føre til et betydeligt ressourcespild, er landbrugsstøtten i EU.  I EU fastsættes prisen på en lang række landbrugsprodukter centralt. Det sker dels for at undgå store prisudsving, dels for at stabilisere indkomsten for EUs landmænd på et tilstrækkeligt højt niveau, så ikke for mange landmænd bliver tvunget til at nedlægge bedriften. Men det giver som resultat, at priserne på landbrugsprodukter er for høje i forhold til, hvad der ville skabe ligevægt på markedet. Det giver overproduktion.

Den centrale prisfastsættelse fører ofte til kødannelse og en deraf følgende noget tilfældig fordeling af varerne til dem, der er så heldige at stå forrest i køen. Kødannelse fører også let til bestikkelse for at komme forrest i køen. Og det risikerer at skabe grundlaget for et sort marked, hvis der er et stort misforhold mellem den centralt fastsatte pris og den pris, de uheldige bagest i køen er villige til at betale for varen. De heldige forrest i køen vil da blive tilskyndet til at købe flere varer, end de selv kan bruge og dernæst videresælge dem til en højere pris. Dette fænomen observeres ofte ved sortbørssalg af billetter til fodboldkampe og koncerter.

I en økonomi som den danske kan en stor del af den offentlige sektors økonomi karakteriseres som planøkonomisk. Her er det normalt politikerne (regering, Folketing, byråd), der bestemmer prisen på godet (fx børnepasning), ligesom de afgør hvor stor produktionen skal være. Fastsættelsen af pris og mængde sker normalt ud fra hensyn til borgernes behov og betalingsevne. For en del af goderne fastsættes prisen til 0, dvs. at godet er gratis. Det gælder fx sygehusbehandling. En meget lav eller ingen pris giver i mange tilfælde anledning til ventelister (svarende til en kø), fordi der ikke ved en pris på 0 sker en egentlig behovsafprøvning.